SUNDskolens special-SFO Regnbuen søger to uddannede pædagoger
Brænder du for at gøre en positiv forskel for børn med varige psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser?
Er du uddannet pædagog med evne til at tænke kreativt og nyskabende, så er Regnbuen måske den rette arbejdsplads for dig.
Regnbuen er vores special-sfo for børn, der går i Centerklasserækken (CKR) på SUNDskolen. CKR er kendt som et specialpædagogisk fyrtårn med høj faglig kvalitet, og det forventer vi, du sammen med os kan bringe videre ind i Regnbuen.
Børnene i Regnbuen har ofte diagnoser såsom autismespektrumforstyrrelser, socio-emotionelle vanskeligheder, cerebral parese eller Downs syndrom. Regnbuen har cirka 28 børn, og vi arbejder tæt sammen for at understøtte deres trivsel og udvikling. Du skal derfor også være engageret i og nysgerrig på vores børn, da arbejdet kræver en grundig forståelse af børnenes individuelle behov og funktionsnedsættelser.
Regnbuen har egne lokaler i CKR, og er derfor også en stor del af hverdagen i afdelingen. Mange af Regnbuens aktiviteter foregår desuden i klasselokalerne i CKR.
Pædagogikken i Regnbuen
Vores pædagogiske tilgang er alsidig med vægt på low arousal, projektbaseret læring og en inkluderende forståelse af børnenes udfordringer. Alle medarbejdere i både Regnbuen og CKR er uddannet i neuropsykologi og -pædagogik, og vi henter inspiration fra autismevenlige metoder som TEACCH og Nest, og hvis du har kendskab til disse metoder samt fritidspædagogik, er det en fordel. Dog vægter vi din motivation og dit engagement i arbejdet højere.
I Regnbuen bliver du del af et team, som sammen skal skabe en og genkendelig hverdag for børnene. Vi skal derfor bruge en pædagog med initiativ, relationskompetence og lyst til at arbejde med børn med varige funktionsnedsættelser.
Forventninger til dig:
- Regnbuen er i gang med en spændende udviklingsproces, hvor tilbuddet er ved at blive redefineret. Det forventes, at du som medarbejder bidrager aktivt med nysgerrighed og kreativitet
- Du skal kunne videreføre og understøtte en tydelig struktur og genkendelighed i hverdagen, som skaber tryghed og fremmer børnenes trivsel og udvikling
- Du indgår i skoledelen i samarbejde med lærere og pædagoger fra afdelingen og bidrager aktivt til det pædagogiske og faglige miljø
- Du har ansvar for at støtte børnene i deres personlige hygiejne, hvilket er en naturlig og integreret del af arbejdet både i Regnbuen og CKR
- Du får kontaktpædagogansvar for en gruppe børn, og det forventes, at du kan opbygge og vedligeholde tillidsfulde relationer til børnene, deres forældre og dine kolleger
- Du skal kunne planlægge og gennemføre motiverende fritidsaktiviteter, der inspirerer og engagerer børnene
- Du skal kunne lede en børnegruppe med tydelighed og nærvær, og skabe et trygt og udviklende rum for børnene
Din ansøgning skal afspejle dine interesser for ovenstående, og til ansættelsessamtalen vil du blive præsenteret for en case, som vil danne grundlag for vores dialog og give dig mulighed for at vise dine kompetencer.
Vi tilbyder:
I Regnbuen og CKR får du mulighed for at blive en del af et tæt, samarbejdsorienteret arbejdsfællesskab, hvor vi arbejder på tværs af faggrupper og med eksterne samarbejdspartnere såsom PPR, tale- og hørekonsulenter og fysioterapeuter med mere.
Vi tilbyder:
- Et arbejdsmiljø, hvor samarbejde og faglighed er i højsædet
- En arbejdsplads med en stærk teamkultur og både et professionelt vokabular og en uformel omgangstone
- Et spændende og udviklende arbejde, hvor du har mulighed for at præge både din egen og børnenes udvikling
SUNDskolen har cirka 550 børn og en stærk faglighed. Ud over CKR rummer vi en tredelt almenskole og tre mellemformsklasser. Skolen har også en special-SFO for CKR- børnene samt almen SFO. Vi har ca. 100 ansatte, og i skoleåret 2025-2026 forventer vi at flytte til vores nybyggede skole.
Løn og ansættelse: Stillingen er som udgangspunkt på 33 timer men med mulighed for 37 timer. Løn efter gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest d. 1/9 2025.
Kontakt afdelingsleder Lars Ladefoged på telefon 25 18 22 72 , hvis du ønsker at høre mere om stillingen.
Ansøgningsfrist: onsdag d. 16. juli 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 30.