Porteføljeleder for Grøn Omstilling
Kan du sikre, at vi i Guldborgsund Kommune kommer i mål med vores grønne ambitioner?
Grøn Omstilling er en vigtig dagsorden for Guldborgsund Kommune. Byrådet vedtog i juni 2023 en ambitiøs Klimahandlingsplan, der sætter retningen for en CO2-neutral og klimarobust kommune senest i 2050. Dette omfatter en bred vifte af indsatser inden for Klimahandlingsplanens hovedtemaer; energi, transport, arealanvendelse, kommunen som grøn virksomhed, cirkulær økonomi og ressourcer, oplysning, kultur og uddannelse samt klimatilpasning.
Vi søger en porteføljeleder for Grøn Omstilling, der gennem overblik, styring og skarpt fokus på kommunens handlemuligheder kan sikre sammenhæng og fremdrift for klimahandlingsplanens prioriterede indsatser.
Er det dig, der kan sikre, at vi i Guldborgsund Kommune kommer i mål med vores grønne ambitioner?
Om jobbet
Du vil i din rolle som porteføljeleder for Grøn Omstilling blive ansvarlig for, at vi går fra plan til konkret handling. Dit kompas i dette arbejde vil være kommunens Klimahandlingsplan, der beskriver vejen frem mod en CO2-neutral og klimarobust kommune senest i 2050.
Mange indsatser er allerede i fuld gang og omfatter bl.a.: at øge andelen af vedvarende energiproduktion, reducere udledningerne fra fjernvarmen, udfase oliefyr og energirenovere bygninger, øge andelen af elbiler, rejse ny skov, udtage kulstofholdige lavbundsjorde – samt mange andre grønne indsatser på tværs af de kommunale forvaltninger og i partnerskab med relevante samfundsaktører.
Det vil være blandt dine opgaver:
- At foretage årlig opfølgning og politisk afrapportering for Guldborgsund Kommunes Klimahandlingsplan
- At betjene direktion og chefgruppe som tovholder for det tværgående indsatsområde Grøn Omstilling
- At administrere ”strategisk pulje til klimaindsatser” ud fra en helhedsorienteret og tværgående tilgang
- At deltage i styregrupper hvor din klima-faglige viden er relevant
Om dig
- Du har en klima-/bæredygtigheds-faglig relevant uddannelse
- Du har meget gerne erfaring med det kommunale DK2020/Klimaalliance-samarbejde
- Du har flair for både at tænke strategisk, taktisk og operationelt
- Du har kendskab til effektive virkemidler inden for de store kilder til CO2-udledning, herunder energisektoren, transportsektoren samt landbrug- og arealanvendelsessektoren m.m.
- Du er indehaver af en solid portefølje- og projektledelsesværktøjskasse, og du har en knivskarp fornemmelse for, hvornår du sætter hvad i spil
- Du er loyal over for politiske beslutninger og den ledelsesmæssige udmøntning af dem
- Du har et naturligt talent for at kommunikere – både med dine direkte samarbejdspartnere og ud til omverdenen, så borgere, politikere og pressen også kan følge med i kommunens arbejde med den grønne omstilling