Dansklærer til indskoling/mellemtrin
Brænder du for at gøre en forskel, og har du begge ben solidt plantet på jorden, så har vi måske jobbet til dig som Møllebakkeskolens nye dansklærer. Stillingen er til besættelse fra 1. august 2026.
Ny lærer til Møllebakkeskolen
Møllebakkeskolen søger en lærer med linjefag eller linjefagskompetence i dansk. Stillingen er på 37 timer og du vil blive en del af vores 0- 5 team. Du skal være klar på at kunne undervise i andre af folkeskolens fag som fx indskolingsengelsk, kristendom, historie og billedkunst.
Du vil også have opgaver som vi kalder PLF timer. Det betyder at du er 2 lærer i en klasse og planlægger undervisningen sammen med en anden kollega. Vi forventer at du er klar på at tage opgaven som delt klasselærer på dig.
Møllebakkeskolen er en mindre folkeskole i Guldborgsund Kommune, som historisk set er en gammel centralskole - oprindeligt en landskole for det opland, der i dag udgør Falsters Hjerte. Vi er placeret i Horreby, ca. 10 km fra Nykøbing, med god tilgængelighed med offentlig transport. Vi huser i hverdagen ca. 210 elever fordelt på 0.-9. klassetrin i almen, hvoraf ca. 115 er tilknyttet skolens SFO. Derudover rummer Møllebakkeskolen også Møllehuset, som er et skolebehandlingstilbud, for elever i 0.-9. klasse. Vi er til dagligt mere end 40 medarbejdere og ledere, som sikrer den bedst mulige opgaveløsning af vores fælles kerneopgave.
På Møllebakkeskolen er der fokus på værdierne fællesskab, styrke og nysgerrighed, som danner grundlag for måden vi tænker skole og måden vi er sammen på – både i mødet med vores elever, forældre og hinanden. Rundt om skolen er en alsidig natur med masser af muligheder af inddragelse i hverdagen. Vi vægter det kollegiale nærvær og den tætte sparring højt, som en naturlig del af dagligdagen i et professionelt fællesskab og samarbejde. Hverdagen bærer præg af åbenhed, fællesskab og engagement på elevernes og egne vegne.
Vores pædagogiske virke hviler på et tydeligt pædagogisk grundlag med fokus på klasserumsledelse, relationsdannelse og god didaktik. Vi arbejder tæt sammen i teams og har et helt særligt fokus på, at skabe mest mulig psykologisk tryghed for alle medarbejdere. Du vil som udgangspunkt blive tilknyttet skolens 0 - 5 team, da skemaet indeholder mange timer i vores indskoling/mellemtrin
Skolen har en aktiv bestyrelse, som viser oprigtigt nysgerrighed og mod ift. at udfordre skolens rammer og ambitioner, sammen med skolens medarbejdere og øvrige forældre.
Stillingens nøgleopgaver:
Du skal være indstillet på og klar til, at påtage dig ansvaret som dansk og delt klasselærer i en af vores klasser i vores 0 – 5 team.
Personlige kompetencer:
Vi forventer at du som menneske er åben og imødekommende, har overblik og situationsfornemmelse. Du er er loyal og initiativrig, viser engagement, er fleksibel, møder eleverne anerkendende, ser muligheder frem for begrænsninger og er innovativ i din måde at arbejde på.
Faglige kompetencer:
- Du er lærer eller ved at færdiggøre din uddannelse
- Har godt styr på klasserumsledelse, relationsdannelse og har fokus på god didaktik
- Er dialogsøgende og lyttende
- Har mod på udfordringer – faglige såvel som personlige
Hvis du vil høre mere om stillingen og/eller aftale et besøg på skolen, så kontakt skoleleder Jacob Svava Mortensen på tlf. 25181868 eller mellemleder Charlotte Ruder Fornitz på tlf. 25181882.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist: onsdag d. 8. april 2026 kl. 12.00. Du skal forvente at få besked onsdag eftermiddag om du skal til samtale.
Ansættelsessamtaler afholdes torsdag 9. april i tidsrummet 13.30 – 15.00.