Anbringelseskonsulent til Børn og Unge Myndighed
Vi søger en engageret anbringelseskonsulent til Børn, Unge, Familie og Voksenmyndighed i Guldborgsund Kommune
Vil du være med til at sikre, at anbragte børn og unge får en stabil og kontinuerlig anbringelse på et børne- og ungehjem, og har du lyst til at samarbejde med børne- og ungehjem samt støtte dem i arbejdet med trivsel og udvikling hos anbragte børn og unge? Har du interesse for kontraktopfølgning og forhandling? Så er du måske vores nye anbringelseskonsulent.
Vi søger 1 anbringelseskonsulent i en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. januar 2027.
Om stillingen
Du bliver en del af Børn, Unge, Familie og Voksen myndighed, som er forankret i Center for Trivsel & Social Indsats i Guldborgsund Kommune. Centret dækker hele det specialiserede socialområde fra barn til voksen.
Vi søger en anbringelseskonsulent i Børn, Unge, Familie og Voksen myndighed, hvor vi arbejder med børn og unge i aldersgruppen 0–23 år, som skal anbringes eller er anbragt. Vi har anbringelser i hele Danmark.
Vi er ca. 130 engagerede medarbejdere i afdelingen fordelt på flere teams. Teamet består af en anbringelseskonsulent og aktuelt en medarbejder som er ansat i en tidsbegrænset stilling frem til 31.12.2026.
Du vil foruden din tætteste kollega, indgå i et team med vores 4 familieplejekonsulenter og i et tæt samarbejde med vores børne– og ungerådgivere i afdelingen.
Anbringelseskonsulenterne har til opgave at understøtte det rigtige match for de børn og unge, hvor der er vurderet anbringelsesgrundlag på et børne- og ungehjem eller hvor der er vurderet behov for et støtteophold jf. Barnets Lov.
Dine primære arbejdsopgaver bliver;
- At være opsøgende, finde og matche det rigtige børne- og ungehjem for børn og unge, som ikke kan være anbragt i plejefamilie eller netværksplejefamilie eller børn og unge som har behov for et støtteophold på et børne- og ungehjem.
- At forhandle og kvalitetssikre kontrakter, herunder systematisk opfølgning på differentierede takster samt tillægstakster.
- At bistå børne – og ungerådgiveren ved tilsynsbesøg, hvor der er behov for faglig understøttelse omkring progression og kontraktlige forventninger til anbringelsesstedet.
- At deltage i afdelingens interne visitationsmøder.
- At indgå i tværkommunalt netværk med andre anbringelseskonsulenter (Erfa møder)
- At samarbejde med relevante samarbejdspartnere f.eks. Center for Børn & Læring, Social Tilsyn Øst m.fl.
- Du vil have en varieret arbejdsdag med både selvstændige besøg og opfølgninger ude i praksis, kontorbaserede opgaver samt tæt samarbejde med relevante børne- og ungerådgivere.
- Du vil komme til at sidde med hele målgruppen, dog vil din primære målgruppe vil være unge mellem 13-23 år. Det forventes at du også bistår din nærmeste kollega, som dækker målgruppen fra 0-12 år.
Hvem er du?
Du er uddannet pædagog og har relevant erfaring i arbejdet med anbragte børn og unge.
Du har en interesse i at matche pris og kvalitet, og er optaget af at matchet med børn- og ungehjemmet herunder evt. supplerende støttende indsatser, understøtter progression i de anbragte børn og unges liv, herunder deres skolegang.
Du har en naturlig interesse, forståelse og gerne kompetence inden for talforståelse, kontraktstyring og forhandling samt for systematisk opfølgning på tillægsydelser i eksisterende eller nye kontrakter med et fagfagligt afsæt.
Du kan bevare overblikket i en travl hverdag med mange forskelligartede opgaver, herunder akutte anbringelsessager, hvor hurtig handling og prioritering er nødvendig.
Du er fleksibel i forhold til arbejdstilrettelæggelsen og indstillet på, at akutte opgaver kan medføre ændringer i dagens planlagte aktiviteter.
Du er omstillingsparat og villig til at udvikle ikke bare dig selv fagligt, men også din arbejdsplads i en positiv retning.
Du har fokus på den faglige kvalitet i skrift og tale, og du vil indgå i et tæt samarbejde med dine kollegaer og samarbejdspartnere, med lyst til at arbejde på tværs af forskellige faggrupper.
Du har kørekort, og skal kunne benytte kommunes biler, da en væsentlig del af arbejdet foregår ude af huset – f.eks. ved. besøg eller møder på forskellige børn og unge hjem i hele landet.
Vi tilbyder dig:
- Gode kollegaer, mulighed for hjemmearbejde og flekstidsordning.
- En arbejdsplads med fokus på udvikling og nytænkning.
- Indflydelse på tilrettelæggelse af egne arbejdsopgaver.
- Et fagligt stærkt og omsorgsfuldt kollegialt fællesskab.
- Gode rammer for faglig sparring.
Vi har dele- og flyverkontorer, hvilket du skal kunne trives i.
Løn og ansættelsesforhold
Forud for ansættelse indhentes der referencer fra tidligere arbejdsgiver, samt børne- og straffeattest. Ansættelsen vil være betinget af, at de er tilfredsstillende.
Ansættelsen er betinget af, at du har kørekort
Løn efter gældende overenskomst.
Er du klar til at blive en del af fællesskabet?
Så send os din motiverede ansøgning, CV og relevante uddannelsesbeviser.
Ansøgningsfrist er d. 09.11.2026
Ansættelsessamtaler afholdes d. 18.11.2026
Hvis vi vurderer, at der er behov for en 2. samtale, forventes denne afholdt d. 19.11.2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Maria Wagner Frederiksen på tlf. nr. 25182145 eller leder Brit Lydersen på tlf. nr. 25180884.