Facilitator for klimasamarbejde - kan du facilitere stærke og handlekraftige klimapartnerskaber til gavn for hele Guldborgsund?
Grøn omstilling er en vigtig dagsorden for Guldborgsund Kommune. Byrådet vedtog i juni 2023 en ambitiøs Klimahandlingsplan, der sætter retningen for en CO2-neutral og klimarobust kommune senest i 2050.
Dette omfatter en bred vifte af indsatser inden for Klimahandlingsplanens hovedtemaer; energi, transport, arealanvendelse, kommunen som grøn virksomhed, cirkulær økonomi og ressourcer, oplysning, kultur og uddannelse samt klimatilpasning.
Med Klimahandlingsplanen har vi sat ambitiøse mål på vegne af hele Guldborgsund som geografi. Vi kan dog ikke lykkes med de ambitiøse målsætninger på egen hånd. Vi søger derfor en facilitator for eksternt klimasamarbejde med fokus på eksterne samarbejdspartnere, herunder landbrugsorganisationer, erhvervsorganisationer samt andre partnerskaber, der kan bidrage til et CO2-neutralt og klimarobust Guldborgsund.
Om jobbet
Med en ny og styrket organisering i ryggen vil du blive ansvarlig for, at vi går fra plan til konkret handling for de områder i klimahandlingsplanen, hvor dialog og partnerskaber med eksterne aktører er nøglen til at lykkes med de politisk vedtagede målsætninger.
Gennem de senere år har vi underskrevet partnerskabsaftaler med bl.a. Klimaskovfonden, Dansk Industri Lolland-Falster og Landbrugsorganisationen VKST. Partnerskaber som disse er afgørende for, at vi i sidste ende lykkes med at blive en CO2-neutral og klimarobust kommune.
Eksempelvis har vores partnerskabsaftale med Klimaskovfonden gjort det muligt, at vi i 2025 har kunne rejse 24,2 ha ny skov til glæde for borgerne og klimaet i Guldborgsund Kommune. Vores partnerskabsaftaler med Dansk Industri Lolland-Falster og Landbrugsorganisation VKST understøtter, at henholdsvis produktionsvirksomheder og landbrugsbedrifter udarbejder egne klimaregnskaber, og derigennem er med til at reducere CO2-udledningen i Guldborgsund Kommune som geografi.
Det overordnede mål om et CO2-neutralt og klimarobust Guldborgsund senest i 2050 er klart, men kommunen kan således ikke komme i mål på egen hånd. Det er her, at du som facilitator for eksternt klimasamarbejde kommer ind i billedet.
Det vil være blandt dine opgaver at:
Sikre at de kommunale selskaber og de organisationer, som kommunen bidrager til økonomisk, udvikles i en grøn og bæredygtig retning
Indgå forpligtende partnerskabsaftaler med relevante samfundsaktører om CO2-reducerende tiltag, herunder opfølgning på handleplaner afledt heraf
Facilitere faglige workshops, temamøder og arrangementer med klima/bæredygtighed som omdrejningspunkt
Nedbryde barrierer der står i vejen for den grønne omstilling
Udarbejde kommunikation til politiske udvalg, borgere og virksomheder om klima/bæredygtigheds-tiltag
Understøtte videndeling bredt i organisationen omkring klima og bæredygtighed.
Om dig
Du har en uddannelse med fokus på forandringsledelse
Du har meget gerne erfaring med det kommunale DK2020/Klimaalliance-samarbejde
Du har stærke projektledelseskompetencer
Du tør sætte spørgsmålstegn ved ”Business as usual”, men er samtidig løsningsorienteret
Du er nysgerrig, opsøgende og ikke bleg for at tale i større forsamlinger
Du er loyal overfor politiske beslutninger og den ledelsesmæssige udmøntning af dem
Du har en unik evne til at skabe følgeskab for klima/bæredygtigheds-dagsordenen.
Om os
Du vil organisatorisk blive en del af teamet Projekt & Bygherre, som består af 14 dedikerede projektledere, der hver især har ansvar for projekter, som er højt politisk prioriterede i Guldborgsund Kommune.
Vi prioriterer fællesskabet højt i teamet, og en kollega er altid tæt på, hvis du har brug for sparring. Vores team består af medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, og vi ser denne diversitet som en stor styrke. Vi fungerer som bygherrerådgivere for kommunens anlægs- og byggeprojekter inden for nybyggeri, ombygning og renovering samt udvikling af byrum, havne, grønne områder, veje og stier.
Vi har fokus på et stærkt arbejdsfællesskab, og du vil opleve en uformel kultur med en tillidsfuld omgangstone. Vi er et hold af kollegaer, som prioriterer og sætter stor pris på fælles initiativer til faglige arrangementer og sociale aktiviteter både i og efter arbejdstid.
Der er stor fleksibilitet i jobbet – du planlægger selv din arbejdsdag og arbejder derfra, hvor det giver mest mening. Vores fysiske arbejdsmiljø på rådhuset er indrettet efter ABI-principperne (aktivitetsbaseret indretning), hvilket understøtter en dynamisk arbejdsform.
Du vil som faciliterende projektleder hos Projekt & Bygherre få mulighed for at udvikle dig i et arbejdsmiljø præget af højt humør, stærkt samarbejde og faglig sparring. Fælles for alle projektledere i Projekt & Bygherre er, at vi alle arbejder på tværs af organisationen, og dette vil således også være en forudsætning for at kunne lykkes i rollen som facilitator for den grønne omstilling.
Nysgerrig på mere?
Har du spørgsmål til stillingsopslaget, så tag fat i leder af Projekt & Bygherre, Marianne Heyn Thøgersen, på telefon 25 18 08 56 eller på mail mat@guldborgsund.dk.
Løn og ansættelse: Der er tale om en fast stilling – 37 timer om ugen. Løn fastsættes efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist:
Onsdag den 1. oktober 2025.
Ansøgningsprocedure:
Send din ansøgning ved at klikke på ”send ansøgning” og vedhæft din ansøgning, dokumentation for gennemført uddannelse og dit CV.
Vi tager kun imod elektroniske ansøgninger, der er sendt gennem vores rekrutteringssystem.
Vi opfordrer alle med de relevante kompetencer til at søge, uanset personlig baggrund.