Børnefysioterapeut søges til Børnehuset Solsikken, 30 timer ugentligt pr. 1.7.2025

Børnehuset Solsikken ligger i skønne Guldborgsund tæt på vandet.   

 Vi er en børnehave efter barnets lov § 83, og efter sommerferien er vi så heldige, at vi også får dagtilbudspladser efter dagtilbudsloven. Efter sommerferien er der 28 børn efter barnets lov.   

Som fysioterapeut i Børnehuset Solsikken bliver du en del af en medarbejdergruppe med pædagoger, pædagogisk personale samt ergoterapeut.   
Du har tæt samarbejde med alle faggrupper - både i praksis og i forhold til sparring.  

Du skal, ligesom alle andre medarbejdere i Solsikken, synes det er fantastisk at arbejde med børn. Det er en væsentlig faktor for os, at du har et positivt børnesyn, som stemmer overens med det Guldborgsundske. Børneperspektivet er vi i Solsikken evigt nysgerrige på, og det forventer vi også, at du er. Derudover er vi meget optagede af leg, så det kræver, at du har en legende tilgang til din træning med børnene og gerne vil være med til at lege sammen med hele personalegruppen.   
Du skal have tålmodighed og være nysgerrig på, hvordan du skaber de bedste relationer til børnene, så jeres samspil bliver så udviklende som muligt.   
Med barnets perspektiv og din nysgerrighed skal der oftest findes innovative løsninger. Så hvis du er en smule Georg Gearløs med opfindertrang og en velvillighed til at få tingene til at fungere, så vil jobbet hos os bestemt være noget for dig.  

Som fysioterapeut i Solsikken skal du være selvplanlæggende, du har stor indflydelse på selv at forme din dagligdag, og lave de forløb der passer de enkelte børn og stuer.   
Du vurderer, hvilken træningsindsats der er optimal for det enkelte barn, og der er mulighed for sparring med kolleger - både pædagoger og ergoterapeut.  

Rådgivning, både til det pædagogiske personale og til forældre, er en stor del af din daglige praksis. Du skal kunne vejlede det pædagogiske personale i, hvordan de bedst støtter op om barnets udfordringer, og du skal ligeledes kunne vejlede forældre. Viden om hjælpemidler og processerne i at søge disse skal du have viden om og erfaring med, da dette også sker i tæt samarbejde med forældre.  

Derudover er der, i forbindelse med reorganisering af Solsikken, hvor vi foruden at få dagtilbudspladser, også oprettet et Videnscenter. Du skal som fysioterapeut være en del af dette, og have erfaring med, og stor lyst til at vejlede pædagogisk personale i dagtilbud og dagpleje. Videnscenteret er i sin spæde opstart og du vil få mulighed for at være med til at præge, hvordan den fysioterapeutiske viden du har, kan blive omsat til viden for pædagogisk personale til gavn for børnene.   

Vi ønsker os en fysioterapeut, med stor erfaring og efteruddannelse indenfor børnefysioterapi, og som kan varetage bl.a. at lave sanseprofiler og motoriske test. Derudover forventes det, at du er god til at formulere dig skriftligt.  

Vi ved, at vi er et lille nicheområde, og at du sikkert har masser af spørgsmål til os. Derfor er du hjertelig velkommen til at ringe, så vi kan få en snak.  

Du kan se en skøn video om Solsikken på vores hjemmeside solsikken-gbs.aula.dk.  

 Kontaktinfo; leder Lea Steen Albrektsen, tlf. 2518 0293. Læg gerne en besked, hvis jeg ikke tager telefonen.     

 Vi forventer at afholde samtaler den 15. maj 2025. 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Lea Steen Albrektsen Leder +45 2518 0293
Stillingstype: Deltid
Guldborgsund Kommune
Parkvej 37, 4800 Nykøbing F
54 73 10 00
CVR 29188599